Hvad er de almindelige typer tændrør?

Ifølge brændværdi er der kold type og varm type; Ifølge elektrodematerialet er der nikkellegering, sølvlegering og platinlegering; Hvis det er mere professionelt, er typerne af tændrør generelt som følger:
1. Tændrør af kvasitype:Dens isolatorskørt er let krympet ind i endefladen af ​​huset, og sideelektroden er uden for endefladen af ​​huset, som er den mest anvendte type.
2. Tændrør med fremspringende kant:Isolatorskørtet er længere og rager ud over husets endeflade. Det har fordelene ved stor varmeabsorption og god antibegroningsevne og kan afkøles direkte af indsugningsluften for at reducere temperaturen, så det er ikke let at forårsage varm antændelse, så det termiske tilpasningsområde er bredt.
3. Tændrør af elektrodetype:Dens elektrode er meget tynd, karakteriseret ved stærk gnist og god tændingsevne. Det kan også sikre, at motoren kan starte hurtigt og pålideligt i den svære kolde årstid, med et bredt termisk område og kan opfylde forskellige formål.
4. Sædetype tændrør:Dens skal og indskruningsgevind er lavet til en kegle, så den kan opretholde en god tætning uden pakning, og dermed reducere volumen af ​​tændrør, hvilket er mere gavnligt for motordesignet.
5. Tændrør af stangtype:Sideelektroden er generelt to eller flere. Fordelen er pålidelig tænding, og mellemrummet skal ikke justeres ofte. Derfor bruges den ofte i nogle benzinmotorer, hvor elektroden er let at ablere, og tændrørsgabet ikke kan justeres ofte.
6. Overflade tændrør:Det vil sige overfladegab-type. Det er den koldeste type tændrør. Mellemrummet mellem dens centrale elektrode og endefladen af ​​skallen er koncentrisk.
7. Standard og udragende tændrør
Standardtændrøret er et enkeltsidet elektrodetændrør, hvis isolatorskørts ende er lidt lavere end den gevindskårne ende af huset. Den bruger den traditionelle tændingsendestruktur, der er mest udbredt i sidemonterede ventilmotorer. For at skelne den fra den senere "fremtrædende type", kaldes denne struktur "standardtype".
Fremspringende tændrør blev oprindeligt designet til overliggende ventilmotorer. Dens isolatorskørt rager ud fra den gevindskårne endeflade af skallen og strækker sig ind i forbrændingskammeret. Det absorberer mere varme i forbrændingsblandingen og har en højere arbejdstemperatur ved hvilehastighed for at undgå forurening; Ved høj hastighed, fordi ventilen er overhead, sigter den indåndede luftstrøm mod isolatorskørtet og afkøler det, så den maksimale temperatur ikke øges meget, så det termiske område er stort. Det fremspringende tændrør er ikke egnet til den sidemonterede ventilmotor på grund af de mange bøjninger i indløbet og den lille kølende effekt af luftstrømmen på isolatorskørtet.
8. Enpolede og flerpolede tændrør
Det traditionelle 1-polede tændrør har en åbenlys defekt, det vil sige, at sideelektroden dækker midterelektroden. Når der sker højspændingsudladning mellem de to poler, vil blandingen ved gnistgabet absorbere gnistvarmen og aktiveres ved ionisering for at danne en "brandkerne". Det sted, hvor ildkernen dannes, er generelt tæt på sideelektroden, og varmen vil blive absorberet af sideelektroden mere, det vil sige elektrodens "flammedæmpningseffekt", hvilket reducerer gnistenergien og reducerer ilden. springpræstation.
I 1920'erne dukkede der således tre-polede tændrør op. Sammenlignet med en enkelt sideelektrode består gnistgabet af flere sideelektroder af sektionen af ​​flere sideelektroder (slået ind i et cirkulært hul) og den cylindriske overflade af den centrale elektrode. Denne sidemonterede gnistgab eliminerer den defekt, at sideelektroden dækker den centrale elektrode, og øger "tilgængeligheden" af gnisten. Gnistenergien er stor, og den er lettere at trænge ind i cylinderen, hvilket er med til at forbedre blandingens forbrændingstilstand og reducere udstødningsemissioner. Fordi de flere sidestænger giver flere tændingskanaler, forlænges levetiden, og tændingssikkerheden forbedres. Det skal her påpeges, at udladningsøjeblikket kun kan være overslag af en kanal, og det er umuligt at overtænde flere poler på samme tid. Udladningsprocessen ved højhastighedsfotografering beviser dette punkt.
Suffiksbogstaverne (bogstaver efter brændværditallet) D, J og Q i den hjemlige tændrørsmodel angiver henholdsvis to sidepoler, tre sidepoler og fire sidepoler.
9. Nikkelbaseret legering og kobberkerneelektrodetændrør
De mest basale krav til elektroden, der strækker sig ind i forbrændingskammeret, er ablationsmodstand (elektrisk og kemisk korrosion) og god varmeledningsevne. Med udviklingen af ​​materialevidenskab og teknologi har elektrodematerialer oplevet udviklingen af ​​jern, nikkel, nikkelbaserede legeringer, nikkel-kobber-kompositter og ædelmetaller. Nikkelbaserede legeringer er de mest almindeligt anvendte i dag. Generelt er den termiske ledningsevne af rent metal bedre end for legeringer, men den kemiske korrosionsreaktion af rent metal (såsom nikkel) til forbrændingsgas og dannede faste aflejringer er mere følsom end legeringens. Derfor er elektrodematerialet lavet af nikkelbase og tilsat elementer som krom, mangan og silicium. Chrom forbedrer modstanden mod elektrisk korrosion, mens mangan og silicium forbedrer modstanden mod kemisk korrosion, især modstanden mod svovloxid med stor skade.
10. Almindelige og modstands tændrør
Som en gnistudladningsgenerator er tændrør en bredbånds kontinuerlig elektromagnetisk strålingsinterferenskilde. For at undertrykke den stærke interferens af elektromagnetisk stråling på det radioelektriske felt forårsaget af brandspring, beskytte radiokommunikation og forhindre fejlfunktion af elektroniske enheder ombord, har lande rundt om i verden accelereret udviklingen af ​​modstands tændrør siden 1960'erne. Kina har også udstedt en række obligatoriske nationale standarder for elektromagnetisk kompatibilitet, som strengt begrænser radiointerferensegenskaberne for køretøjsenheder drevet af tændrørstændingsmotorer, så efterspørgslen efter resistive tændrør er også steget betydeligt. Der er ingen stor forskel mellem modstandstypen tændrør og den almindelige type i strukturen, blot at ændre ledertætningsmidlet i isoleringslegemet til modstandsforseglingen.